1. møde

Første faglige møde

Den 27. feb 2025

Efter kick-off oprettede vi en Messenger-gruppe for vores “Studiemakker på tværs”-team, så vi lettere kan holde kontakten. Det gør det nemmere for os at koordinere og holde hinanden opdateret, men vigtigst af alt giver det de studerende fra 1. semester et sted, hvor de nemt kan række ud, hvis der opstår spørgsmål, frustrationer eller hvis de bare har brug for sparring undervejs.

Vi vil gerne signalere, at vi er tilgængelige og klar til at hjælpe, så de føler sig trygge i processen.

Vores opkald fandt sted aftenen før deres aflevering af P1, som de skulle aflevere dagen efter. Vi valgte at holde et FaceTime-opkald via Messenger for at gøre mødet lidt mere personligt, da det ikke var muligt at ses fysisk. Jeg synes, det blev et rigtig hyggeligt opkald med en god stemning, selvom de naturligvis var lidt pressede op til afleveringen.

De fik stillet de spørgsmål, de havde brug for svar på, og vi hjalp blandt andet med at afklare, hvor grundige deres testplan og testscript bør være. Derudover havde de en del spørgsmål til klientrapporten, så Amalie og jeg valgte at sende dem vores egen rapport fra 1. semester, så de kunne få et konkret eksempel at spejle sig i.

Vi rundede af med at tale om, hvordan selve præsentationerne ville forløbe, og jeg havde en klar fornemmelse af, at de virkede mere rolige og mindre nervøse, da vi afsluttede opkaldet.

For at lave noget lidt mere uformelt sammen og følge op på, hvordan det var gået med afleveringen, aftalte vi at mødes senere samme dag til en øl eller sodavand i fredagsbaren.

Refleksion

Jeg synes, at forløbet har været en positiv oplevelse både fagligt og socialt. Det har været givende at kunne hjælpe de nye studerende med deres spørgsmål og bekymringer – især fordi jeg selv kan huske, hvordan det føltes at stå i samme situation på 1. semester. Det gav mig en følelse af, at vi faktisk kunne bidrage med noget brugbart og skabe tryghed op til deres aflevering.

Næste gang vi mødes til et fagligt sparringsmøde, bliver det sandsynligvis fysisk, hvilket jeg ser frem til. Under P1 har vi ikke haft mulighed for at følge dem fra starten af projektet, og derfor har vi heller ikke kunne støtte dem helt så meget som ønsket. Derfor glæder jeg mig til næste forløb, hvor vi får chancen for at være med fra begyndelsen og kan bidrage med endnu mere sparring og støtte undervejs.