Valgfagsprojekt

Foto & video: Valgfagsprojekt, forår 2025

Introduktion 

I perioden fra den 24. april til 5. maj 2025 har jeg deltaget i valgfagsprojektet Foto & Video som en del af mit 3. semester på multimediedesignuddannelsen. Projektet bestod af en række opgaver inden for fotografi og videoproduktion, hvor vi skulle arbejde praktisk med blandt andet portræt-, produkt- og landskabsfotografi, langtidseksponering samt produktion af reklamefilm og VFX. Gennem projektet har jeg fået en udvidet forståelse for, hvordan man arbejder med visuel kommunikation både i kontrollerede og ukontrollerede miljøer. Jeg har lært at planlægge og udføre optagelser med bevidste valg omkring komposition, lys og stemning – og ikke mindst at navigere i de udfordringer og kompromiser, der opstår i kreative processer.

Kick off 

Torsdag den 24. april blev vi introduceret til valgfagsprojektet af Jesper og Rasmus. De gennemgik opgaven og de krav, vi skal opfylde i løbet af projektperioden. Jesper viste os desuden nogle tidligere eksempler fra studerende, som havde arbejdet med lignende foto- og videoprojekter. Jeg syntes, det var virkelig inspirerende – men det gjorde mig også mere nervøs, fordi niveauet så så højt ud.

Jeg havde ikke forestillet mig, at opgaven ville være så omfattende, som den faktisk er. Det gav mig meget præstationspres, men også motivation til at tage projektet seriøst og gøre mit bedste.

Efterfølgende havde vi undervisning med Rasmus, som introducerede os til grundprincipperne i cinematography – altså den måde, man planlægger og skaber visuel fortælling gennem video og film. Jeg tog mange noter og begyndte selv at undersøge de forskellige begreber, teknikker og metoder. Det hjalp mig til en lidt dybere overblik og ro i forhold til den kommende opgave.

Visuel research & idéudvikling 

Selvom projektet umiddelbart virker enkelt, har jeg hurtigt erfaret, at det kræver teknisk forståelse og en visuel strategi. Jeg har haft udfordringer med at omsætte undervisningens indhold til konkret praksis, især i forhold til lysopsætning, billedkomposition og brugen af kamerateknik. Derfor har jeg prioriteret grundig research og idéudvikling, hvor jeg bl.a. har analyseret visuelle referencer og undersøgt visuelle virkemidler, der kan skabe en stærkere æstetik i fotografering og video.

Fotodel – Moodboards & visuel inspiration

Inspiration til produktfotografering

Som en del af min visuelle research har jeg udviklet moodboards med fokus på det udtryk, jeg ønsker at arbejde hen imod i mit produktfotografi. Jeg har især fokuseret på kosmetik-, hudpleje- og smykkeprodukter, og analyseret, hvordan lys, komposition og styling kan bruges til at fremhæve produkterne og skabe en æstetisk stærk billedfortælling.

Moodboardet viser en række visuelle referencer, hvor æstetikken er præget af:

  • Blødt naturligt eller indirekte lys for at skabe ro og elegance.

  • Neutrale og lyse baggrunde, som fremhæver produkterne uden visuel støj.

  • Centrale kompositioner og leg med skygger, som tilføjer dybde og karakter.

  • Styling med hverdagsobjekter, fx citroner og glas, der skaber storytelling og kontekst.

Billedvalget er nøje udvalgt fra Pinterest og fungerer som visuel retning i mit videre arbejde. Jeg har også noteret mig, hvordan materialer som glas, metal og væske opfører sig i lyset, og hvordan det kan bruges til at skabe visuel interesse og eksklusivitet i billederne.

Inspiration til portrætfotografering

Efterfølgende arbejdede jeg med inspiration til portrætfotografi og havde særligt fokus på simple og stilrene udtryk i gråtoner og sort/hvid. Jeg fandt det her udfordrende at finde referencebilleder.

Jeg valgte et referencebillede, hvor belysningen omkring modellens hår skabte en blød effekt. Det inspirerede mig til at arbejde med bagbelysning (rim lighting) og kontrolleret kontrast for at skabe en indrammende og professionel stemning i mit eget setup. Jeg planlægger at eksperimentere med blødt sidelys og evt. sort baggrund for at opnå en lignende ro og fokus på ansigtet.

Inspiration til langtidseksponering

Mit moodboard om langtidseksponering viser, hvordan teknikken kan bruges til at skabe bevægelse, flydende former og visuel dybde i både portrætter, bylandskaber og naturbilleder. Jeg blev særligt inspireret af billeder med lysstriber og slørede bevægelser, der giver en følelse af tid og overgang.

Da jeg ikke tidligere har arbejdet med langtidseksponering, har jeg sat mig ind i relevante teknikker – herunder hvordan man bruger lav ISO, lang lukkertid og stativ for at undgå kamerarystelser. Jeg planlægger at afprøve teknikken både i dagslys og lav belysning, for at opnå forskellige stemninger og udtryk.

Inspiration til landskabsfotografering

Som en del af mit visuelle forarbejde har jeg undersøgt forskellige udtryk inden for landskabsfotografi med fokus på ro, stemning og komposition. Jeg valgte billeder, der arbejder med tåge, refleksioner og naturligt lys – især motiver med skovstier, vand og åbne horisonter tiltalte mig.

Jeg blev særligt inspireret af brugen af ledende linjer i skovlandskabet, hvor stien guider øjet dybt ind i billedet. I billedet af kysten skaber negative rum og farvetemperatur en følelse af stilhed og balance. Det tredje billede med refleksioner i vandet viser, hvordan symmetri og modlys kan bruges til at skabe en poetisk og drømmende stemning.

Disse billeder danner udgangspunkt for mine egne optagelser, hvor jeg planlægger at eksperimentere med lysretning, komposition og naturens former for at skabe landskabsbilleder, der fremkalder ro og visuel dybde. Jeg anvender et Sony a6400 kamera i manuel tilstand og arbejder i RAW-format for at sikre høj billedkvalitet og fleksibilitet i redigeringen. I mine egne billeder vil jeg fokusere på kompositionsteknikker som rule of thirds og bruge lukkertid, blænde og ISO bevidst for at understøtte den stemning, jeg ønsker at skabe.

VFX (Visual Effects)

Til denne opgave valgte jeg at starte med at gennemgå mine noter fra tidligere undervisning i VFX. Jeg havde en del modstand mod After Effects, da jeg synes programmet virker overvældende og teknisk svært.
Mit mål var derfor at få et overblik over centrale teknikker og planlægningsmetoder, så jeg kunne arbejde mere struktureret.

Jeg gennemgik følgende teknikker:

  • Compositing

  • Motion tracking

  • 3D-modellering / animation

  • Particle effects / simulering

  • Keying

  • Rotoscoping

  • Masking

  • Tracking

  • Arbejde med lys og skygge

Derudover genbesøgte jeg de typiske faser i VFX-produktion:

  • Planlægning (Pre-production)

  • Optagelse (Production)

  • VFX-arbejde (Post-production)

  • Færdiggørelse

Research 

For at få idéer til, hvordan jeg kunne løse opgaven, så jeg flere YouTube-videoer med VFX-eksempler. Her fandt jeg især inspiration i videoer, der viste:

Disse videoer hjalp mig med at forstå, hvordan visuelle effekter bruges kreativt og overbevisende, selv i simple klip.

Vejledning 

Efter inspiration og research tog jeg idéen med “ild-hånd” op med Rasmus og Jesper. De vurderede dog, at den måske var lidt tam.
Derfor tænker jeg at jeg i stedet skal arbejde med idéen om at trække en fysisk større genstand ud af en taske. Det virkede både stadig teknisk udfordrende og muligvis mere visuelt underholdende. Jeg synes stadig After Effects er sygt svært, men mit håb er, at jeg kan skabe en illusion, der virker nogenlunde realistisk. I værste tilfælde håber jeg at det jeg har forsøgt er godt nok.

Pre-production 

I pre-production-fasen skitserede jeg min idé som storyboard og planlagde, hvilke optagelser jeg skulle bruge for at skabe illusionen. Jeg overvejede blandt andet hvilken baggrund der ville gøre arbejdet med masking lettere.
Derudover filmede jeg testklip med tasken og den store genstand, så jeg kunne undersøge, hvordan bevægelser og vinkler skulle times for at få overgangen til at virke naturlig.

Storyboard/script

Et clean plate (ren baggrund)

Et handllings-klip, hvor jeg går ind og trækker genstanden op (som i virkeligheden allerede står der)

Production 

Optagelserne blev lavet med et kamera monteret på stativ for at sikre stabilitet og undgå uønsket bevægelse, som kunne besværliggøre motion tracking. Jeg optog to separate klip: ét clean plate-shot og ét, hvor jeg går ind og interagerer med genstanden.
Begge klip blev filmet vertikalt, så det passer til formaterne på sociale medier som TikTok og Instagram. Jeg fik hjælp af Nikolai og Jannick til at filme, hvilket gjorde optagelserne mere effektive og fokuserede.

Post-production

Jeg sørgede for, at After Effects var opdateret til den nyeste version, da det var nødvendigt for at kunne redigere materialet uden problemer.
I programmet oprettede jeg et nyt projekt og importerede både mit clean plate og mit main shot. Derefter placerede jeg main shot-laget oven på clean plate-laget og tilføjede en maske for at blande de to optagelser.

Jeg justerede maskens feather og expansion for at få overgangen til at virke mere naturlig, og eksperimenterede med at time bevægelserne, så illusionen fungerede bedst muligt. Undervejs oplevede jeg dog, at programmet crashede, netop som jeg var ved at være færdig, og jeg mistede mit arbejde. Det betød, at jeg måtte starte forfra, og da det allerede var sent på dagen, mistede jeg lidt motivation og lavede en mere enkel løsning anden gang. Det var en frustrerende, men lærerig oplevelse, som mindede mig om vigtigheden af at gemme sit arbejde løbende – især i større redigeringsprogrammer som After Effects. 

Jeg er ikke specielt stolt af det visuelle resultat, men jeg har fået opfyldt kravene til at arbejde i After Effects – og det er, helt ærligt, nok for mig denne gang. Det har været en udfordrende proces, og programmet er ikke blevet min nye favorit. Jeg har lært noget, men jeg må også erkende, at After Effects ikke er et værktøj, jeg har lyst til at arbejde videre med lige foreløbigt.
Undskyld, Jesper – jeg har gjort mit bedste! 🙂

Reklamefilm: StudieStuen, Odense 

Pre-production

Inspireret af vores eksamenscase, besluttede jeg at udvikle en reklamefilm, som kunne præsentere StudieStuen som et trygt og uformelt frirum for unge voksne i alderen 20–29 år. Målet var at skabe en kort video målrettet sociale medier (især Instagram Reels), der kommunikerer stemning og værdier frem for konkrete informationer.

Jeg arbejdede med klassisk pre-produktionsmetode og udarbejdede både script, shotlist og storyboard, som jeg brugte til at planlægge optagelsernes flow og æstetik. Visuelt ønskede jeg et langsomt, sanseligt udtryk – med varme farver, naturligt lys og få men udtryksfulde kamerabevægelser. Jeg genbesøgte mine noter fra tidligere semestre om framing, kamerabevægelser og lys, og anvendte dem aktivt i planlægningen. Men allerede i denne fase blev jeg opmærksom på, hvor komplekst det var at forene de tekniske, æstetiske og praktiske overvejelser. Jeg var spændt – men også udfordret af usikkerhed på redigering og teknisk udførsel.

Her ses min forberedelse:

Production

Da jeg mødtes med Amalie og Sophie ved StudieStuen for at filme, blev det hurtigt tydeligt, hvor mange udfordringer der er ved at filme et sted, som er frivilligt drevet og sårbart. Der var andre til stede, som ikke ønskede at blive filmet – og det var selvfølgelig vigtigt at respektere fuldt ud.

Det betød, at jeg måtte gentænke hele min optagelsesplan. Jeg endte med at filme med min iPhone i stedet for mit Sony-kamera, fordi det virkede mere diskret og fleksibelt. Det føltes ikke som den løsning, jeg havde håbet på – men det blev en vigtig læring i at tilpasse sig situationen og stadig få noget ud af det.

Jeg holdt fast i mine overvejelser omkring kamerabevægelser og stemning – og brugte mit storyboard som støtte. Det krævede kreativitet og omstilling, og jeg tror, det var den mest realistiske øvelse i, hvordan det kan være at arbejde med rigtige klienter og rigtige begrænsninger.

En lille slags analyse af den endelige video

1. Visuelt udtryk og æstetik
Videoen benytter sig af naturligt lys og varme farvetoner, hvilket skaber en hyggelig og autentisk stemning.Kamerabevægelserne er rolige og fokuserer på detaljer som bøger, kaffe og interiør, hvilket understøtter følelsen af nærvær og fordybelse.

2. Fortælling og budskab
Gennem enkle tekstoverlays formidles budskabet om StudieStuen som et sted, hvor man kan finde ro og fællesskab. Den korte varighed og det minimalistiske udtryk gør videoen velegnet til sociale medier som Instagram Reels.

3. Målgruppe og relevans
Videoen henvender sig primært til unge voksne i alderen 20–29 år, der søger et uformelt sted til fordybelse og socialt samvær. Det visuelle og narrative udtryk er tilpasset denne målgruppe og platformens format.

Post-production

Redigeringen foregik i CapCut, hvor jeg arbejdede med videoens rytme, farvetone og helhedsudtryk. Jeg valgte en lo-fi inspireret musik i baggrunden, som skulle understøtte den hyggelige og rolige atmosfære der er i caféen. Klippene blev arrangeret i et passende tempo for instagram reels med overgange og en varm farvejustering, som fremhævede følelsen af hygge.
Jeg indsatte få, præcise tekstbidder i videoen for at støtte budskabet – uden at overdøve det visuelle.

Link til video: https://youtube.com/shorts/PXmrTjmCAp4?feature=share

Lidt refleksion 

Jeg ville gerne have haft mulighed for at redigere mine klip i Premiere Pro, da jeg ved, at det er et professionelt værktøj, jeg med fordel kan lære at mestre i mit videre arbejde som multimediedesigner. På grund af tidspres valgte jeg dog at redigere videoen i CapCut, som jeg allerede havde lidt mere kendskab til fra tidligere – blandt andet fra studieturen, hvor jeg også arbejdede med stemningsvideoer.
Min prioritering var at få produceret en sammenhængende og visuel stærk video inden deadline, frem for at bruge tid på at lære et helt nyt program. Set i bakspejlet var det en pragmatisk beslutning, som gjorde det muligt for mig at levere et færdigt produkt. Samtidig har det gjort mig bevidst om, at jeg fremadrettet vil afsætte mere tid til at øve mig i Premiere Pro, så jeg får opbygget rutine i et mere avanceret redigeringsmiljø.

Redigering

Fotodel

Medialab

Mandag den 28. april var jeg i Medialab fra 08.00–15.00, hvor jeg arbejdede med både portræt- og produktfotografier. Jeg havde forberedt mig med moodboards og noter og fik hjælp fra Jesper og mine medstuderende undervejs.

Det var en lang dag, og selvom jeg ikke gik derfra med følelsen af stor succes, så fik jeg taget omkring 100 billeder og en masse praktisk erfaring.

Senere gik det op for mig, at jeg havde glemt at tage billeder af mine opstillinger til produktbillederne – en detalje, jeg ellers vidste var vigtig. Derudover opdagede jeg, at mit kamera var beskidt og havde givet billederne små prikker. Jeg turde ikke begynde at rense linsen selv og var derfor endnu mere presset over resultatet.

Jeg planlagde at tage i Medialab igen for at gøre det om. På dette tidspunkt var jeg meget stresset, både over afleveringsfristen og følelsen af, at jeg måske ikke ville kunne bestå. Jeg gjorde mit bedste for at samle mig og forsøge igen.

Landskabsfotografi

Efter min visuelle research tog jeg ud i både skov- og kystområder for at eksperimentere med mine egne landskabsbilleder. Jeg valgte blandt andet lokationer som Skovsøen i Odense og stranden ved Kerteminde, hvor jeg kunne arbejde med naturligt lys, refleksioner og åbne horisonter.

I mine optagelser har jeg haft fokus på komposition gennem brug af rule of thirds, samt at skabe dybde i billedet ved at placere elementer i forgrunden – fx siv, sten og stier. Jeg har anvendt mit Sony a6400 i manuel tilstand og fotograferet i RAW-format for at sikre høj billedkvalitet og bedre muligheder for efterbehandling.

For at opnå skarphed i hele billedet har jeg typisk brugt en blænde på f/8–f/11, og holdt ISO lav (ISO 100-125) for at undgå støj. Lukkertiden blev justeret efter lysforholdene – især ved solnedgang, hvor lyset ændrer sig hurtigt.

Jeg blev mest tilfreds med de billeder jeg endte med at få taget i kerteminde omkring golden hour. Nogle af disse billeder ses her:

Landskabsbillede: Redningskrans 

Mit mål var at skabe et stemningsfuldt landskabsbillede, hvor lys og komposition arbejder sammen for at fremhæve den røde redningskrans som visuelt omdrejningspunkt. Jeg arbejdede bevidst med rule of thirds ved at placere kransen i højre tredjedel og lade horisontlinjen balancere i den øverste tredjedel.

Billedet er taget under golden hour, hvor det varme sidelys fremhæver tekstur og skaber kontrast mellem det gyldne græs og det blå hav. Jeg valgte at fotografere med lav ISO og hurtig lukkertid for at opnå maksimal skarphed og bevare detaljerne i græsset.

Redigering – Lightroom Classic

Jeg ønskede at fremhæve naturens varme uden at overmanipulere. Her er mine vigtigste justeringer:

  • Eksponering +0.20: Let løft af lys i hele billedet.

  • Kontrast +20 og S-kurve: Skaber dybde mellem lys og skygge.

  • Highlights -50: Genskaber detaljer i himlen.

  • Shadows +45: Løfter de mørke områder i forgrunden.

  • HSL (grøn/luminans +15, blå/luminans -10): Fremhæver struktur i græs og himmel.

  • Clarity +10 og Texture +5: Forbedrer detaljegrad uden støj.

  • Crop: Let beskæring i bunden for bedre balance.

EXIF-data: 1/100 sek., f/9.0, ISO 125, 50mm

Billedet er optaget med en lukkertid på 1/100 sek., en blænde på f/9.0 og en lav ISO-værdi på 125. Kombinationen af lav ISO og hurtig lukkertid er et bevidst valg for at sikre minimal billedstøj og maksimal skarphed i landskabets mange detaljer.
Den hurtige lukkertid er valgt for at undgå kamerarystelser og bevægelsesslør, mens f/9.0 sikrer en stor dybdeskarphed, hvilket er ideelt til dette motiv, hvor både forgrund og baggrund skal stå tydeligt.

Før
Efter
rule of thirds
EXIF data

Landskabsbillede: Bro 

Mit mål var at skabe et landskabsbillede med stærk dybde og ro, hvor broen fungerer som et lineært perspektiv, der naturligt leder beskuerens blik mod horisonten. Jeg arbejdede bevidst med leading lines og symmetrisk komposition, hvor broens placering mere mod midten af billedet skaber en harmonisk balance. Horisontlinjen ligger tæt på den øverste tredjedel, hvilket understøtter rule of thirds og giver motivet en forankring i det gyldne snit og det hælder mod højre.

Billedet er taget i det bløde aftenslys under golden hour, hvilket tilfører varme og blødhed til farver og skygger. Valget af lav ISO og lille blænde (f/8) sikrede både høj billedkvalitet og stor dybdeskarphed – vigtigt for et motiv, der spænder fra forgrund til baggrund. Den hurtige lukkertid (1/100 sek.) sikrede skarphed i broens struktur og undgik kamerarystelser.

Redigering – Lightroom Classic 

Jeg ønskede at fremhæve broens linjer og det naturlige lys uden at overredigere. Redigeringen er foretaget med udgangspunkt i billedets originale farvetemperatur og eksponering. Her er nogle justeringer jeg lavede:

  • Eksponering +0,40 & Kontrast +15: Løfter billedets samlede lysindtryk og skaber mere dybde.

  • Highlights -20 & Whites +10: Genskaber detaljer i himlen og løfter det lyse skum i vandet.

  • Shadows +20 & Blacks -10: Balancerer forgrundens mørkere partier uden at miste kontrast.

  • Clarity +10, Texture +10, Dehaze +5: Forstærker broens detaljer og giver himlen en smule mere struktur.

  • Vibrance +20 & Saturation +5: Giver billedet mere liv, især i det grønne og blå område.

  • Tonekurve: En let S-kurve giver ekstra dybde i kontrasten uden at overdrive.

  • Beskæring: Let beskæring i landskabsformat, hvor broens midterakse udnyttes fuldt for et centralt perspektiv.

Før
Efter
EXIF data

Landskabsbillede: Kystby 

Mit mål var at skabe et roligt og balanceret landskabsbillede med dybde og struktur. Jeg har arbejdet med visuelle lag – marken i forgrunden, vandet i mellemgrunden og byen i baggrunden – for at give billedet en tydelig opbygning og dybdefornemmelse.

Horisontlinjen ligger tæt på den øverste tredjedel, hvilket følger rule of thirds og giver en harmonisk komposition. Byens linje i baggrunden fungerer som et naturligt fikspunkt, mens markens strå og stenen i forgrunden skaber ledende linjer, der guider øjet ind i billedet.

Redigering – Lightroom Classic

I redigeringen fokuserede jeg på at løfte mørke områder i forgrunden uden at miste kontrast. Jeg øgede eksponeringen en smule, løftede skygger og dæmpede højlys, hvilket genskabte det lysindtryk jeg oplevede på stedet. Grønlige nuancer blev gjort mere levende ved at justere luminans og vibrance, og farvetonerne blev finjusteret for at bevare et naturligt, men farverigt udtryk. Jeg føler at jeg ved dette billede fik leget lidt mere med redigeringen og farver. 

Jeg brugte også et gradueret filter på himlen for at trække lidt mere struktur frem i skyerne, og en beskæring blev foretaget for at fjerne overflødig himmel og samtidig placere det karakteristiske vandtårn i det højre tredjepunkt (nogenlunde da) – som et muligt visuelt holdepunkt.

Før
Efter

Langtidseksponering 

Dette billede er taget ved Kerteminde Havn lige efter solnedgang, hvor det sidste lys på himlen og de spejlblanke vandflader skabte et ideelt udgangspunkt for langtidseksponering. Motivets struktur – med både, master, refleksioner og horisont – gjorde det muligt at arbejde med visuel balance, ro og dybde i kompositionen. Jeg valgte bevidst et lavt perspektiv og placerede horisonten i den øverste tredjedel efter rule of thirds, så spejlingen fik en fremtrædende rolle i det visuelle hierarki.

Det var vigtigt for mig at fremkalde en drømmende, næsten malerisk stemning, hvor det langsomme skift i farvetoner og bløde kontraster understøtter følelsen af stilstand og refleksion. Langtidseksponeringen udglattede vandoverfladen og gav himlen en silkeblød karakter, hvilket skaber et stærkt samspil mellem bevægelse og stilstand.

Det var første gang, jeg praktisk afprøvede langtidseksponering. Jeg kæmpede lidt med at ramme det rigtige lysniveau og holde detaljerne i både højlys og skygger. Alligevel er jeg tilfreds med resultatet – især fordi jeg tydeligt kan se, hvordan teknikken skaber et visuelt hierarki og en rolig, flydende æstetik, der adskiller sig fra almindelige snapshots.

Redigering – Lightroom Classic  

Det var første gang, jeg arbejdede med avanceret lokal redigering i Lightroom Classic, og det tog mig flere timer at opnå det ønskede udtryk. Jeg eksperimenterede med både globale justeringer og masker, hvilket gav mig en dybere forståelse for, hvordan man målretter sin redigering i forhold til motiv og stemning.

Jeg startede med basale justeringer i panelet. 

Til sidst brugte jeg lokale masker til at:

  • Fremhæve skibet med målrettet eksponering og kontrast, så det stod tydeligt frem som billedets omdrejningspunkt.

  • Justere farvetemperaturen og lysstyrken i himlen for at balancere det kolde blå med det varme aftenlys.

Før
Efter

Billeder af migselv der tager billederne 

Jeg var “på tur” for at tage landskabsbillederne i 4-5 timer…

På havnen
Ved stranden
Lidt før man ankommer til kerteminde-by

Produktfotografering – Nyt forsøg

Efter jeg opdagede, at jeg ikke havde fået dokumenteret mine lysopsætninger korrekt mandag, valgte jeg at tage nye produktbilleder torsdag den 1. maj. Jeg valgte samtidig at skifte til nogle andre produkter, fordi jeg ikke var helt tilfreds med dem fra første forsøg.

Jeg brugte denne gang kaffebønner som baggrund for det ene billede for at skabe mere tekstur og kontrast til produktet. På de to andre billeder har jeg arbejdet med en mere neutral baggrund og forsøgt at holde styling og opstilling enkel, så selve produktet træder frem.

Desværre har jeg stadig kæmpet med, at kameraet var beskidt. Jeg prøvede selv at rense det og fik også hjælp af Thea, men det lykkedes ikke helt at få prikkerne væk. Det var frustrerende, især fordi jeg følte, at resten af opsætningen fungerede bedre denne gang. Det er nok en af ulemperne ved at låne udstyr, som mange har brugt før én.

Selvom det teknisk ikke blev helt perfekt, føler jeg, at jeg har rykket mig i forhold til komposition og bevidste valg omkring styling og produktplacering.

Redigering – Før og efter

Før
Efter
EXIF data

Formålet med dette produktfoto var at skabe et rent, professionelt udtryk, der kan bruges i en kommerciel sammenhæng. Jeg har arbejdet med visuel enkelhed og et tydeligt fokus på emballagens design og tekst, så budskabet om “Immun D-vitamin tygge” hurtigt træder frem.

Omgivelserne er holdt neutrale for at lede opmærksomheden direkte mod produktet. Ved hjælp af et enkelt setup med to lyskilder (softboxe) har jeg sikret jævn belysning og minimale skygger. Det gør det lettere at afkode produktet visuelt.

Jeg valgte en centreret komposition med symmetrisk opstilling af produktet og tabletter i forgrunden. Denne tilgang understøtter et stringent, minimalistisk look, som skaber ro og overskuelighed i billedet – hvilket er vigtigt i produktfotografi, hvor fokus skal forblive på varen. Kompositionen bygger på princippet om visuel balance og en klar hierarkisk opbygning, hvor produktets branding og funktion (tekst og farvefelter) er det primære blikfang.

Før
Efter
EXIF data

Jeg har ved dette produktbillede der også skulle bruges til en reklame, fokuseret på at have opsat en hvid sweep-baggrund med to kontinuerlige LED-lys (Nanlite og Godox softboxe) placeret på hver side. Kameraet blev monteret i overhead-setup for at opnå et klassisk flatlay-look. Jeg placerede vitaminbøtten i et lag kaffebønner for at underbygge mit visuelle koncept jeg havde tænkt på i forvejen: koffeinfri energi.

Ved brug af manuel eksponering og lav ISO sikrede jeg, at billedet blev så rent og støjfrit som muligt. Fokuspunktet lå på etiketten, og dybdeskarpheden blev justeret med blænde f/4.0, så hele produktet stod tydeligt frem.

Mit mål var at skabe et reklamekoncept til sociale medier for vitaminpillen Apovit Multi. Ideen udsprang af en kontrast mellem naturlig koffeinfri energi og det visuelle symbol på koffein – kaffebønner. Jeg ønskede at eksperimentere med billedsprog og budskab, som kunne vække nysgerrighed og tydeliggøre fordelene ved produktet i en enkel, men iøjnefaldende visuel opsætning.

Jeg tog udgangspunkt i et simpelt flatlay med kaffebønner og produktet placeret centralt. Herefter arbejdede jeg i Photoshop med at fritlægge og placere flere udgaver af vitaminpillerne i forskellige variationer – én med fokus på ro og balance, den anden med mere energi og repetition. Jeg arbejdede med skygger, lysjusteringer og maskering for at integrere produkterne troværdigt i baggrunden.

Derudover tilføjede jeg typografi i det første billede for at efterligne et ægte SoMe-opslag. Jeg valgte en tydelig orange farve i teksten “Koffeinfri energi” for at fange opmærksomheden og skabe kobling til både vitaminindholdet og kaffetemaet. Så det med de 3 vitaminpille-bøtter var noget jeg droppede i processen.

Før
Efter
EXIF data

Formålet med dette produktfoto var at præsentere Apovit Rejse med et klinisk, rent udtryk med fokus på tydelighed i produktet.

I redigeringsprocessen fokuserede jeg på at fremhæve lys, kontrast og skarphed uden at overdrive. Jeg arbejdede særligt med white balance for at neutralisere det grålige lys i RAW-filen og skabte et mere klinisk, næsten farmaceutisk look.

Før
Efter
EXIF data

Målet med dette produktfoto var at kommunikere et sundt, simpelt og tillidsvækkende udtryk, der kunne bruges i en reklamesammenhæng – eksempelvis på sociale medier, apoteker eller i e-handel. Jeg ønskede at fremhæve D-vitaminens betydning for immunforsvaret gennem et tydeligt og rent fotografisk udtryk, hvor produktet står skarpt i centrum.

Lyset er fordelt jævnt via to softbokse for at undgå hårde skygger og sikre korrekt farvegengivelse. Lukkertid og blænde er valgt, så der opnås både skarphed og detaljer i hele motivets dybde. Den lave ISO reducerer billedstøj og giver et professionelt resultat.

I redigeringen fokuserede jeg på at forstærke det “rene look”. Jeg justerede hvidbalancen for at fjerne gråskær og gøre baggrunden mere neutral. Kontrasten blev øget let for at fremhæve emballagens former, mens farvemætningen blev forsigtigt justeret, så den orange etiket og de farverige prikker fremstår klare og komplementære. Skarpheden blev forstærket med ‘Texture’ og ‘Clarity’, men uden at overdrive – for at bevare det naturlige indtryk.

Det har taget mig en hel skole-dag at tage billederne til denne genre.

Portrætfotografering 

Portrætdelen af projektet var også en af de mere udfordrende for mig. Jeg havde et ret klart billede af, hvad jeg ville opnå – inspireret af referencebilleder med rim lighting og et roligt, stilrent udtryk (moodboard fra tidligere oppe). Men da jeg selv stod i studiet og skulle føre idéerne ud i livet, var det teknisk sværere end forventet.

På det første billede arbejdede jeg med mørk baggrund og placerede lyset bag modellen for at skabe en glødende kontur omkring håret. Det gav en fin silhueteffekt, men det var svært at styre lyset, så man stadig kunne se ansigtet tydeligt. Jeg eksperimenterede med forskellige placeringer af lyset og lærte meget om, hvor følsomt det er at arbejde med mørke opstillinger.

På det næste billede testede jeg i stedet en lysere baggrund og placerede igen lyset bag modellen. Her ville jeg undersøge, hvordan lyset fungerer i et mere åbent og neutralt setup. Jeg kan godt lide effekten i håret, men ansigtet er stadig for mørkt.

Selvom resultatet ikke er teknisk perfekt, har jeg lært rigtig meget af at prøve mig frem. Det har givet mig en bedre forståelse af, hvordan man former stemning og udtryk med lys – og hvor stor forskel selv små ændringer i opsætningen kan gøre.

Portrætterne redigeret

EXIF-data
Før
Efter

Dette portrætbillede er et resultat af eksperimenter med lys og efterredigering i Adobe Lightroom Classic. Målet var at opnå et stilrent sort-hvidt udtryk med inspiration fra klassiske analoge portrætter – særligt med fokus på dramatisk baglys (rim light), der fremhæver motivets hår og skaber dybde i kompositionen.

Originalbilledet (til venstre) blev optaget med baglys og uden fill light, hvilket resulterede i et mørkt og kontrastløst udtryk direkte fra kameraet.

Efterredigeringen (til højre) fokuserede på at åbne skyggerne i ansigt og hænder, samtidig med at det kraftige baglys blev bevaret og forstærket.

Konverteringen til sort-hvid blev udført med justering af de enkelte farvekanaler i B&W Mix-panelet, hvilket gjorde det muligt at fremhæve hudtoner og teksturer i tøjet.

Redigeringen omfattede blandt andet:

  • Øget eksponering og kontrast

  • Lokale justeringer i ansigt og hår for at fremhæve detaljer

  • Baggrundsudjævning og støjreduktion

  • Finjustering af lys og skygge for at skabe et balanceret udtryk

EXIF-data
Før
Efter

På det originale billede (til venstre) er modellen næsten skjult i skygge. Kun konturerne af håret er oplyst, hvilket skyldes den bagbelyste opsætning og fraværet af fill light.

  • Fordele: Håret fremstår tydeligt og dramatisk i lyset.

  • Udfordringer:

    • Ansigtet er for mørkt og savner udtryk.

    • Tekstur i tøj og hænder er næsten usynlig.

    • Billedet mangler balance i lys og skygge.

Heldigvis kunne billedet transformeres i lightroom classic. Denne gang prøvede jeg at gå efter et mere stilrent sort/hvid (b/w). Nu når jeg kigger på billedet ligner det lidt at jeg sidder i luften da jeg syntes stolen skabte for meget fokus. Til en anden gang ville jeg nok beskære billedet eller redigere stolen på en anden måde end med “heal”-effekten når der er sort baggrund. 

Indstillingerne for kameraet:

De valgte kameraindstillinger har spillet en central rolle i skabelsen af portrættets visuelle udtryk. Billedet er optaget med en lukketid på 1/250 sekund, hvilket sikrer, at motivet står helt skarpt – også i situationer med små bevægelser. Det er særligt vigtigt i en opsætning med dramatisk baglys, hvor selv mindre rystelser eller bevægelser kan skabe forstyrrende skygger. 

Refleksion 

Dette projekt har været det mest intensive og emotionelt krævende forløb, jeg har deltaget i under multimediedesignuddannelsen. Alt i alt har det været en stressende oplevelse, og jeg har til tider følt mig mere presset, end jeg tidligere har gjort under egentlige eksamener. Jeg oplevede en fysisk reaktion på presset – kvalme og uro – og sad med følelsen af, at blot én fejl kunne være udslagsgivende for, om jeg bestod eller dumpede. Det skabte en konstant uro og usikkerhed, der gjorde det svært at finde fokus og arbejdsglæde i begyndelsen.

Opgaven krævede brug af viden og færdigheder fra både 1. og 3. semester, men tiden til forberedelse har været minimal, hvilket gjorde det vanskeligt for mig at føle mig klar eller tryg. Jeg håber, at kommende hold får en mere balanceret og støttende ramme for lignende projekter.

Når det er sagt, så har jeg lært utroligt meget undervejs. Jeg har fået praktisk erfaring med manuel kamerabetjening og har fået en grundlæggende forståelse for billedredigering i Lightroom Classic. Jeg føler, at jeg har rykket mig – især teknisk – men jeg må også erkende, at det har været svært at fastholde og bearbejde læringen, når man er så presset.

Jeg tror, det havde gjort en stor forskel, hvis en lignende type opgave var blevet introduceret tidligere i uddannelsen, fx på 2. semester, så chokket ikke havde været så stort. Jeg kunne mærke, at det blev sjovere og mere meningsfuldt, jo mere jeg fik styr på indstillinger og teknikker. Der opstod en form for flow, selvom tiden stadig var knap, og jeg havde ikke mulighed for at forfine mine billeder så meget, som jeg gerne ville og det samme angående reklame-videoen.

Alligevel føler jeg, at jeg har fået et stærkt indblik i både de kreative og tekniske aspekter af det at producere visuelt indhold. Jeg ville ønske, der havde været mere tid til at eksperimentere og lege, men jeg skal også være stolt af det, jeg nåede – og jeg håber inderligt, at mit arbejde er godt nok til at bestå, for jeg har ærligt talt ikke kræfter til at skulle igennem det igen. Jeg føler også at jeg trosakt har leveret på en eller anden måde.  

Fremover vil jeg gerne tage initiativ til at låne kameraer i Medialab og fortsætte med at øve mig – både for at forankre min læring og for at blive mere tryg i teknikken. Jeg vil også gerne arbejde videre med Premiere Pro, som jeg ikke nåede at inddrage i dette forløb på grund af tidspres.

Til sidst vil jeg fremhæve, hvor taknemmelig jeg er for det fællesskab, der var/opstod i Medialab. Jeg oplevede, at der var plads til at spørge om hjælp og sparre med andre, og det betød meget i en periode, hvor jeg ellers følte mig ret alene med opgaven. Flere medstuderende var næsten dagligt til stede og bød ind med både teknisk hjælp og opmuntring – og det gjorde en stor forskel for mig.

Nu ser jeg frem til at kunne lægge dette projekt bag mig (forhåbentligt) og rette fokus mod det afsluttende eksamensprojekt, som min gruppe og jeg desværre allerede er bagud med. Jeg håber, at erfaringerne fra dette forløb – både de faglige og de menneskelige – kan styrke mig i det videre arbejde.