Internationalt modul - Italien
Italien, Sicilien
Optakten til studieturen på 3. semester
Allerede tilbage på 2. semester begyndte snakken om en fælles studietur. Der var bred opbakning blandt os studerende, og det var tydeligt, at langt de fleste havde lyst til at tage afsted sammen på 3. semester – hvilket gjorde det muligt at føre idéen ud i livet.
Flere fra klassen foreslog, at vi skulle besøge Andreas’ hjemby, da det ville give os mulighed for at opleve byen med en lokal “guide”. Det virkede som en oplagt chance for at få en anderledes og mere personlig rejseoplevelse, og idéen blev hurtigt populær i gruppen.
Planlægningen af studieturen til Palermo
Da beslutningen faldt på, at vores studietur skulle gå til Palermo – en by på Sicilien i Italien – gik vi i gang med at søge om Erasmus-midler til turen, som havde et fagligt formål.
Muligheden opstod, fordi Andrea kendte et par, som vi kunne kontakte med henblik på et muligt samarbejde. De var meget åbne og imødekommende og havde flere opgaver, vi kunne hjælpe dem med. På den baggrund indgik vi en aftale, og fundamentet for vores faglige studietur var dermed på plads.
Første møde med Gilfo Edizioni og opstart på opgaven
Vi rejste afsted lørdag den 5. april og havde frem til mandag formiddag til at opleve Palermo og området på egen hånd. Det gav os mulighed for at få et første indtryk af byen og kulturen, inden det faglige program begyndte.
Mandag mødte vi vores klient – det uafhængige bogforlag Gilfo Edizioni, som ejes og drives af et lokalt par. Mødet startede med en præsentation, hvor de fortalte om deres virksomhed, deres mission og de udfordringer, de oplever i deres daglige drift.
Inden mødet havde vi fået udleveret seks forskellige opgaver, som underviserne Andrea, Marc og Rasmus havde udarbejdet. Det foregik efter først-til-mølle-princippet, og vi skulle vælge én opgave pr. værelse. Sammen med Amalie og Sophie valgte jeg opgaven “Indholdsoprettelse til Instagram: Vi er især interesserede i Reels om vores bøger.” – både fordi vi går på content-linjen, og fordi opgaven lød spændende og kreativt udfordrende.
Da vi ankom til Gilfo Edizionis lokation, blev vi mødt af en grundig introduktion til deres måde at arbejde på, deres kerneværdier og overordnede mål. De gav os desuden et spændende indblik i deres forskellige bogudgivelser – både hvordan de bliver udviklet, produceret og designet. Denne indsigt var med til at give os en stærk forståelse af, hvem de er som forlag, og hvilket publikum de henvender sig til.
På baggrund af dette kunne vi begynde at udvikle idéer og lægge en plan for, hvordan vi bedst kunne løse opgaven. Vi havde fem dage til rådighed, så fredag den 11. april skulle vi præsentere det færdige resultat for virksomheden.
Ugen blev brugt på at udforske Palermo og kreativt arbejde med fokus på at skabe indhold til deres Instagram med fokus på at skabe Reels, som kunne præsentere deres bøger på en personlig og engagerende måde. Målet var at udvikle visuelt indhold, der både afspejlede Gilfo Edizionis identitet og fangede målgruppens interesse.
Research og udvikling af indhold til Gilfo Edizionis Instagram
Før vi gik i gang med selve indholdsproduktionen, lavede vi grundig sekundær research af tendenser og best practices på Instagram – med særligt fokus på Reels. Vi indsamlede viden om, hvad der typisk gør en reel effektiv og engagerende, og hvordan man kan optimere rækkevidden gennem både indhold og format. Derudover analyserede vi Gilfo Edizionis eksisterende Instagram-profil for at forstå deres nuværende kommunikation. Det stod hurtigt klart, at der manglede videoindhold på profilen.
På baggrund af analysen valgte vi at fokusere vores indhold på deres trykte børnebøger. Vores mål var at tydeliggøre, at Gilfo Edizioni er et forlag, der skaber æstetiske og indholdsrige bøger med særligt fokus på fortællinger for børn.
Vi tog ind til centrum af Palermo, hvor vi fandt en lokal boghandel, der forhandlede deres bøger. Her filmede vi en række små videoklip, som skulle formidle både stemningen i boghandlen og bøgernes visuelle kvalitet. Ud fra det optagede materiale producerede jeg tre forskellige Reels jeg klippede på telefonen i et program der hedder CapCut:
Hvor finder man bøgerne? – En reel der guider seeren til, hvor Gilfo Edizionis bøger kan købes.
Hvilke bøger udgiver de? – En præsentation af deres sortiment med fokus på indhold og temaer.
Stemningsvideo – En æstetisk og sanselig video, der indfanger stemningen i boghandlen og præsenterer bøgerne som visuelle oplevelser.
Visuel fortælling med Betulla-notesbøgerne
Som en del af vores samarbejde med Gilfo Edizioni blev vi præsenteret for Betulla – en serie kompakte notesbøger, der er skabt til daglig refleksion, skitser og kreative tanker. Hver bog i serien tager udgangspunkt i et specifikt tema og kombinerer det med tilhørende illustrationer og citater, der giver hver udgivelse sit eget udtryk og karakter.
Et af eksemplerne, vi arbejdede videre med, var notesbogen om Palermo. Under en guidet tur rundt i byen sammen med Andrea og resten af gruppen, stødte vi på Palermos katedral – et vartegn, der også optræder i bogen med en fin illustration og beskrivelse.
Det gav os idéen til at producere en ekstra video med fokus på netop denne kobling. Målet var at skabe en sanselig fortælling, der viser, hvordan Betulla-serien knytter sig til byens æstetik og historie. Samtidig tog vi stemningsfulde billeder af bogen i det historiske bymiljø, som senere kunne anvendes til opslag på Gilfo Edizionis Instagram-profil.
(Denne video lavede Sophie)
Form og funktion i feedet
Da vi havde færdigproduceret videoerne, arbejdede vi videre med et redesign af Gilfo Edizionis Instagramprofil i Figma. Målet var at skabe et stærkere visuelt førstehåndsindtryk og gøre det tydeligere for besøgende, hvem virksomheden er, og hvad de tilbyder.
I vores designforslag fokuserede vi på at skabe en ændring til deres bio, så den blev lidt mere præcis, samt nye og mere relevante titler til deres highlights – da disse ofte fungerer som brugernes første klik, når de skal lære en profil at kende. Derudover præsenterede vi idéer til, hvordan feedet eller et post kunne struktureres mere ensartet og inspirerende.
Link til Figma-prototype: https://www.figma.com/proto/uOJDWOr7ZVO3aRvfFXBho7/Glifo?page-id=0%3A1&node-id=1-2&p=f&viewport=58%2C195%2C0.48&t=XyKviX9z8xwvItue-1&scaling=scale-down&content-scaling=fixed
(Dette set-up stod Amalie for)
Refleksion
Studieturen til Palermo har været en både fagligt lærerig og inspirerende oplevelse. Det at arbejde med en virkelig virksomhed i en international kontekst gav mig mulighed for at omsætte teori fra undervisningen til praksis – og for alvor mærke, hvordan mine kompetencer som multimediedesigner kan bruges i den virkelige verden.
Jeg synes, samarbejdet med Gilfo Edizioni skabte en meningsfuld ramme for vores opgave. Vi fik et unikt indblik i en kreativ virksomhed, der brænder for bøger, æstetik og formidling – og som samtidig havde nogle konkrete udfordringer, vi kunne hjælpe med at løse. Det var virkelig motiverende at arbejde med en åben og engageret klient, der gerne delte ud af både deres arbejdsproces og udfordringer.
Gennem arbejdet med Instagram-indhold, Reels-produktion og visuel strategi har jeg udviklet mine kreative evner – især i forhold til at skabe engagerende videoer til sociale medier. Jeg vil også tillade mig at være lidt stolt, da ejerne af Gilfo har valgt at dele en af de videoer, jeg har redigeret, på deres profil. Det føltes som en fin anerkendelse af det arbejde, jeg har lagt i opgaven.
Fremover kunne jeg godt tænke mig at arbejde endnu mere med video og blive bedre til redigering – både på mobilen og i programmer som Premiere Pro.
